DAB tager forholdsregler for at begrænse corona-smitte

Print Friendly, PDF & Email

Kære beboer

Vi er i Danmark i en helt ekstraordinær situation på grund af corona-virus. Hverdagen er vendt på hovedet, og i DAB gør vi, hvad vi kan, for at  beskytte og drage omsorg for beboere og ansatte.

Hold dig orienteret

Vi gør vores bedste for at holde dig opdateret, og du kan følge med på dabbolig.dk/corona eller ved at abonnere på vores nyhedsmail her.
For at få overblik over, hvad myndigheder melder ud, kan du gå ind på coronasmitte.dk. Hvis du ikke finder svar her, kan du ringe til den myndighedernes fælles hotline på tlf. 70 20 02 33.

Vi sikrer trygge rammer

Situationen betyder, at vores serviceniveau bliver lidt lavere i den kommende tid, og det beder vi om din tålmodighed og forståelse for. Du kan stadig kontakte dit ejendomskontor på telefon eller mail, men du kan ikke møde op på ejendomskontoret i den kommende tid. Beboerserviceopgaver, der normalt udføres af ejendomskontoret, bliver begrænset mest muligt for at undgå smitte.

Vi holder afstand for at vise omtanke

Fremover vil du opleve, at ejendomsfunktionærer og andre medarbejdere på en pæn måde holder behørig afstand og undgår fysisk kontakt. Men husk på, at et smil også tæller. Vi skal passe på hinanden.

Vis hensyn til hinanden

Flere beboere vil være hjemme i dagtimerne. Vi opfordrer til, at I udviser særligt hensyn til hinanden i ejendommen og passer på hinanden.

Vaskerier holdes åbent, men husk også her at holde afstand og vaske hænder. Har du booket et beboerlokale for at holde et arrangementer, så anbefaler vi, at du aflyser.

Forsinkelser på byggearbejde

Hvis du bor i en ejendom, der er ved at blive renoveret, kan det være, at du vil opleve, at byggearbejdet bliver sat i helt eller delvist i bero. Det er også muligt, at genudlejninger af boliger eller andet bliver forsinket. I de tilfælde vil vi naturligvis tage direkte fat i de berørte beboere.

Hjælpenetværk

Hvis du har behov for praktisk hjælp til indkøb og lignende, kan du tilmelde dig Røde Kors’ hjælpenetværk. Du kan også melde dig som frivillig til netværket. Læs mere på rodekors.dk.

Kontakt

I den kommende tid kan du ikke møde op personligt, hverken på ejendomskontoret eller på DAB’s kontorer. Har du brug for at kontakte dit ejendomskontor, kan du finde telefonnummer og mailadresse på dabbolig.dk. Søg på din boligafdeling og gå så ind under kontakt i menuen i venstre side. Hvis du har brug for at kontakte DAB, kan du finde kontaktoplysninger på dabbolig.dk/kontakt/servicecenter/ eller ringe på 77 32 00 00 mandag til fredag kl. 9.30-15.

 

Med venlig hilsen

Ole Jacobsen, adm. direktør DAB

 

Download printvenlig version af meddelelse

Udgivet i Nyt fra DAB