De satans, elskede husdyr…

husdyrSommeren er ved at være forbi. Det har været skønt at kunne leve en del af livet udendørs. At have døre og vinduer åbne en stor del af tiden.

Igen i år har flere bandet over, at hundene gøer, når de er alene hjemme, at ejerne går tur med dem uden snor, at kattene skider i sandkasserne og inviterer sig selv indenfor hos beboere, der ikke har valgt at have husdyr!

Ja men, er bestyrelsen ikke bare befolket af snerpede sipper, der hader husdyr?

Nej, tværtimod!!!

Vi er derimod klar til at slå endnu et slag for de husdyr ejere, der kun har ét husdyr (som er det tilladte), som har en tilladelse til at holde husdyr, som kan finde ud af at fjerne hundens lorte, som har forståelse for, at andre beboere måske er bange for løse hunde, og som forstår, at katte ikke er velkomne i alle hjem – måske på grund af allergi.

Vidste du i øvrigt, at over 20% af danskerne lider af én eller anden form for allergi? Det svarer til, at der i over 60 boliger på Virumgaard lever mennesker, der er plaget af allergi!

Ja men, er det så ikke bare én stor omgang brok?

Nej, tværtimod!!!

Det er en anerkendelse af, at langt de fleste beboere med husdyr har uendelig stor glæde af dem, og så er vi fantastisk trætte af at bruge tid på de beboere, der ikke forstår, at katteejere har pligt til at holde deres kat inden døre (Ordensreglementet) eller som minimum på egen grund. Og vi og andre beboere er provokerede over, at træde i hundelorte på gangstier og i de grønne områder eller over at finde henkastede hundeposer de samme steder. Vi synes, det er en mærkelig logik, at man samler hundelorte op i poser for derefter at smide dem i det grønne – med indhold!

Så vi er altså klar til endnu et slag for retten til at have et husdyr på Virumgaard og for de beboere, der gerne vil have husdyr, og som ikke ser stort på de fælles regler og derved ødelægger det for de mange, der viser hensyn overfor andre.

Ja men, er det ikke bare tomme ord?

Nej, tværtimod!!!

Vi vil på alle områder skærpe indsatsen så godt, vi kan. Det gør vi ved at bakke op om de beboere, der ikke synes, det er fedt at være underlagt nogle få beboeres laden stå til. Det gør vi ved at følge op på færdselsreglerne (Ordensreglementet) og på lovgivningen. Også selvom det indebærer den mulige konsekvens, at nogle beboere må skille sig af med deres husdyr.

Så lad os nu nyde efteråret! Med vores elskede husdyr! Og med hinanden!

Venlig hilsen
Afdelingsbestyrelsen


Husdyrreglement: » Læs vores husdyrreglement her


Relaterede nyheder...

Modtag nyheder pr. e-mail

Indtast din e-mail adresse og få besked, når der er nye indlæg i seneste nyt.