Formand Jørgen Nielsen takker af

Jeg har nu været en del af bestyrelsen i LAB Virumgaard i omkring 20 år, og det meste har ikke bare været super sjovt, men er også lykkedes.

Der har været bump på vejen, noget er ikke lykkedes helt, som vi havde tænkt os, noget kunne sagtens være gjort anderledes eller bedre, og fejl er også blevet lavet, men jeg bilder mig ind, at jeg og de skiftende bestyrelser har været med til at gøre en forskel og, at LAB Virumgaard frem for alt nu er i meget bedre form, end det nogensinde har været. Både økonomisk, organisatorisk, æstetisk og teknologisk.

Og de meget, meget få klager fra beboerne igennem årene tillader jeg mig at tolke derhen, at de fleste er godt tilfreds og er glade for at bo her.

Og det er jo i virkeligheden det, det hele handler om!

Nu er jeg kommet til den konklusion, at der skal nye – og gerne yngre – kræfter til.
Nye ideer, nye initiativer, nye kompetencer, ny energi.

Men vigtigst af alt for mig er mit ønske om at bruge mere tid på familie og venner – og ikke mindst de andre interesser, jeg har.

Jeg er derfor – efter det netop afholdte Afdelingsmøde – ikke længere en del af Afdelingsbestyrelsen.

En stor tak til de skiftende medlemmer af bestyrelsen gennem årene og en mindst ligeså stor tak til alle medarbejderne på Ejendomskontoret, som hver dag gør en stor indsats for beboerne på Virumgaard.

Og stor tak til alle jeg har mødt undervejs.

Mange venlige hilsner
Jørgen Nielsen

Relaterede nyheder...

Modtag nyheder pr. e-mail

Indtast din e-mail adresse og få besked, når der er nye indlæg i seneste nyt.